Søg
Close this search box.

Menukort

Essentielt barudstyr du skal have i din hjemmebar

Er du ligesom os andre blevet så fascineret af cocktails og drinks, at du er gået i gang med planerne om at sætte en hjemmebar op, så læs med her hvor du kan få styr på hvilket essentielt barudstyr du skal have i baren.

Mixing-glas

Mixingglas til at blande cocktails og drinks i.
Mixingglas til at mixe drinks med.

Mixing-glas er uundværligt når du skal mixe duo-cocktails og drinks, altså hvor der er to typer “hård” spiritus der skal mixes. Men overordnet skal de selvfølgelig bruges i opskrifter der foreskriver omrøring.

Mixing-glas går helt tilbage til 1800-tallet, hvor de typisk blev brugt i forbindelse med en ‘rolling’ teknik, hvor man skulle hælde cocktailen frem og tilbage mellem to glas. Teknikken bruges stadig i dag, f.eks. ved Ramos Gin Fizz og Bloody Mary.

Et mixing-glas er essentielt barudstyr, da det tillader dig at kontrollere hvor meget en cocktail skal fortyndes, og dermed vedligeholde teksturen og viskositeten i væskerne.

Overordnet klassificeres mixing-glas i tre typer; pint glas, Yarai glas og Stemmed glas. De mest anbefalingsværdige er Yarai og pint mixing-glas, der kendetegnes på deres tykkere glas og forstærkede bund.

I den senere tid har vi set endnu en type af mixing-glas vinde frem på markedet, nemlig af rustfrit stål. Godt nok kan man jo så ikke kalde dem glas, men funktionaliteten er det samme. Denne type vinder særligt frem på barer da de kan tåle langt mere og går ikke i stykker – i hvert fald ikke så let.

Shaker

3 shakers til at mixe cocktails med i en bar.

Mange mennesker tror, at cocktail shakeren er det mest essentielle udstyr i enhver bar for at kunne lave cocktails, det er ikke sandt. Praktisk talt er en shaker i bund og grund bare en adskillelig flaske eller to kopper sat sammen, intet rocket science i det.

Grunden til at cocktail shakeren er en essentielt stykke udstyr i baren, er den arbejdsbyrde der ligger i at shake cocktails, som kræver arm -og skulderkræfter. Der skal både bruges styrke, teknik og godt udstyr for at få perfekte cocktails – og det er en videnskab. Men det er ikke de eneste ting en shaker gør godt for. Metalstrukturen i en shaker hjælper også med at nedkøle cocktailen og fortynde isen så der kommer mere balance i blandingen. Ved opskrifter der anvender æg og andre mejeriprodukter eller citrusfrugter, hjælper shakeren med at give cocktailen en let og luftigere følelse.

Historiebøgerne fortæller om redskaber brugt til at ryste ingredienser sammen, så langt tilbage som 7.000 f.Kr.

Frem til 1800-tallet mixede bartendere drinks og cocktails ved hjælp af ‘rolling’ eller ‘throwing’ teknikker, altså hvor blandingen blev hældt frem og tilbage mellem to glas. I 1872 tog William Harnett fra Brooklyn så patent på en maskine der kunne mixe op til 6 cocktails på én gang. Det blev ikke en succes.

I 1884 tog en anden Brooklyn-borger, Edward Hauck, så patent på et redskab bestående af tre dele med indbygget si, som senere blev kendt som en Cobbler shaker, der fik sit navn efter en cocktail af samme navn.

Der findes grundlæggende 3 forskellige slags cocktail shakers; Cobbler, Boston og French/Parisian.

Cobbler-shakeren er den mest basale shaker, der består af en beholder, en si og et låg. Ofte er dette den billigste shaker og den mest solgte til hjemmebarer, da den opfylder kravene til nybegynderen eller de der ikke shaker så ofte.

Boston-shakeren er den mest populære shaker blandt professionelle bartendere, hvor den er en helt essentiel del af såvel udstyrskassen og oplevelsen. Den består af en metalbeholder samt glas der trykkes sammen og shakes med god teknik. Boston-shakeren har ingen indbygget si, så her kræves altså mere udstyr i baren.

French/Parisian-shakeren er en fin blanding af de to andre shakers. Formmæssigt minder den meget om Cobbleren, men har ligesom Boston-shakeren ingen indbygget si. En French shaker er den dyreste i kategorien, men utrolig anvendelig og typisk et flot stykke udstyr der pryder en hver hjemmebar.

Læs hvordan du skaker som en pro her

Strainer

Strainer til at si og filtrere væsker i forbindelse med at lave cocktails og drinks.

En strainer en si der har til formål at dele væske og holde isklumper tilbage.

I cocktailverdenen findes der to slags strainers; Julep og Hawthorne.

Julep strainer

Julep straineren var den første der blev opfundet. Oprindeligt var formålet med den, at holde isen tilbage i glasset når man drak af det. Den lignede en spiseske med huller og et lille håndtag. I slutningen af 1800-tallet blev den dog overflødig, efter opfindelsen af sugerør.

Hawthorne strainer

Hawthorne straineren blev opfundet i Boston, og er opkaldt efter den bar som opfinderen ejede i slutningen af 1800-tallet. Hawthorne straineren er flad med huller og har en metalspiral på undersiden, som har til formål at fange og filtrere is og andre ingredienser der ikke skal med i glasset når der siles i glasset. Spiralen har samtidig den effekt at den kan lukke sig omkring de fleste glas.

 

Tommelfingerreglen er: Brug Julep til cocktails der røres sammen og Hawthorne til cocktails der skal shakes.

Derfor er det essentielt at du har begge typer strainers i hjemmebaren. Mange shakers har indbygget si, men ofte er det ikke en god en, der filtrerer ordentligt.

Jigger

Bartender mixer en drink på en bar og bruger en jigger til at hælde spiritus med.

Når det kommer til cocktails er der ikke meget der hedder ‘ca.’. Velsmagende cocktails laves med nøjagtige mål for at få den helt rigtige balance og smag. Det er her en jigger kommer ind i billedet, et lille redskab med en enorm opgave. 

Som med så mange andre fortællinger fra baren, er historien om jiggerens oprindelse også lidt sløret og usikker. Nogle mennesker hævder, at jiggeren har sit navn fra et skibs forreste mast, da særligt søfolk havde en forkærlighed for bla. rom og gin. Andre mennesker hævder at navnet er opfundet.

Jiggers kommer i mange former og mål efterhånden. Du kan finde jiggers med mange forskellige målestokke, f.eks. 2/4 cl eller 3/6 cl.

Hvis du er ny i hjemmebaren eller i cocktail-verdenen, kan det nok være svært at finde den perfekte jigger ved første forsøg. Som sagt kommer de i mange former og med forskellige mål, så det bedste du kan gøre er i virkeligheden at eksperimentere lidt.

To gode råd til at vælge din første jigger kunne være, at 1) kig på nogle forskellige og tænk i hvilken ville ligge bedst i hånden, og 2) kigge lidt på nogle opskrifter og find ud af hvor mange cl der gennemsnitligt bruges i de cocktails du finder mest appellerende.

Når det handler om udstyr til hjemmebaren, gælder først og fremmest at udstyret skal se lækkert ud, så kan effektivitet og teknik følge senere.

Muddler

Når du skal i gang med de mere saftige og avancerede cocktails, hvor der skal presses og stødes, er det en muddler du skal finde frem.

Ligesom en morter fra køkkenet, bruges muddleren i baren til udvinde juice fra frugtkød og æteriske olier fra urter og skaller.

Muddleren er efterkommer af den kendte toddy-stick, et multiværktøj særligt kendt for at bryde sukker og male krydderurter i det 18. århundrede. Faktisk er muddleren det mest originale af alt udstyr i baren, den har eksisteret lang tid før meget andet barudstyr.

Muddlers kommer i mange former, farver og stilarter, der gør dem forskellige og mere eller mindre anvendelige til forskellige formål.

Hovedet: Hovedet på muddleren er klart det vigtigste at tage højde for. Et fladt hoved gør processen langsommere, men mere grundig. Desuden mindre risiko for at overgøre arbejdet, det gælder især ved urter.

Tandede eller piggede hoveder er bedre til at udvinde saften fra frugter, men kan hurtigt ødelægge urter hvis ikke brugt med omhu.

Længden på skaftet: Ofte tænker man på en klassisk morter når man taler om muddlers, og ja, mange gange kan sådan en være ok. Men tænk på at du nogle gange skal helt ned i bunden af et shaker-glas eller metalbæger af en shaker. Du skal derfor finde en muddler med et relativt langt og smalt skaft, så du kan klare både høje og smalle glas.

Materiale: Muddlers kommer i både plastic, metal og træ, hvilket materiale er ofte et spørgsmål om personlig præference. Fra et professionelt synspunkt er muddlers af metal eller plastic de letteste at have med at gøre, da de kan gå i opvaskemaskinen og generelt holder længere. Er du mere til æstetik og autenticitet og ikke har så travlt, så har en muddler af træ en særlig charme, men skal vaskes i hånden.

Stil: Hvilken stil muddleren skal være designet i er ligeledes et spørgsmål om personlig præference. Men tænk godt over greb og ergonomi når du vælger muddler. Til en professionel bar kan ergonomi have stor betydning, hvor du i hjemmebaren ikke behøver gøre mange andre overvejelser end hvad der bedst falder i din smag.